fredag den 20. april 2012

Laila Ammitsbøl: Interview


I dag bringer HolboHistorier endnu et interview. Denne er gang er det Laila Ammitsbøl, som er i fokus. Velkommen til, Laila. Hvis du lige kunne starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg blev født i 1965 og voksede op i Vålse på Nordfalster. Her skulle man hyle med de ulve man var i blandt, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var på alle måder anderledes og aparte og min skolegang var et helvede.
Hvad og hvem er jeg: Jeg er vegetar, lesbisk, forfatter, ateist, førtidspensionist og hvad angår følelseslivet et rutsjebanemenneske.

I dag lever jeg sammen med min kone i Næstved. Jeg har, når kræfterne, modet og lysten var til det, skrevet siden jeg var ganske ung, men de sidste år har jeg skrevet med henblik på udgivelse. Jeg er glad for, at det i dag kan lade sig gøre at udgive sine bøger uden at skulle ligge på knæ for et forlag. Jeg har fået flere noveller udvalgt i diverse konkurrencer og er på den måde blevet udgivet på ”rigtige” forlag, men mine bøger er selvudgivelser.

Hvornår begyndte du at skrive?  Og hvorfor?

Jeg er det som min kone så malende kalder en Motorik-Karen. Dvs fuldstændig håbløs til at gribe en bold, springe, svømme, løbe og den slags fysiske udskejelser som gav point blandt mine jævnaldrende, da jeg gik i skole. Det sociale duede jeg ikke til og da jeg kom fra et hjem, der ikke kendte til begreber som omsorg, opdragelse, at holde sig selv ren, osv. var der ingen støtte at hente der.

Men alle har brug for at være god til noget, og når det kom til det skriftlige gav jeg de andre baghjul. Fra første skoledag og til jeg gav skolen fuck-fingeren var jeg den der lå forrest i feltet, når det drejede sig om at jonglere med tal og bogstaver.
Jeg løb ind i gymnastikredskaberne, når jeg skulle springe over dem (eller faldt ned af dem) og enhver bold, der blev sendt i min retning, tabte jeg, ligesom jeg altid tabte ansigt, når nogen havde den uforskammethed at henvende sig til mig. Men bøgerne, bogstaverne, det lille skolebibliotek og naturen var min verden.
Gennem skoletiden holdt jeg selvfølgelig allermest af, når vi skulle skrive fristil og så skrev jeg. Og jeg skrev og jeg skrev og jeg skrev. Men første gang jeg skrev noget, bare for at skrive, var da jeg som 14-årig skrev mit første digt. Det var dramatisk og tragisk. Handlede om en pige, der altid var blevet blevet mobbet og som tog sit liv ved at springe ud fra en bro.

Så jeg skrev og skriver, fordi det er det jeg føler jeg er bedst til og fordi jeg ikke kan lade være. Nogle gange virker det som terapi. Ja, jeg vil gå så vidt at sige, at det til tider forhindrer mig i at blive ravende vanvittig. Andre gange er det en forfinet, stille glæde, når en sætning former sig og står perfekt. Jeg tænker meget i billeder og det er en særlig glæde, når det lykkes at fastholde et billede af en følelse ved hjælp af ord.

Skriver du under dit eget navn eller bruger du et pseudonym? Eller måske begge dele?

En eneste gang har jeg skrevet under pseudonym og det har jeg fortrudt. Det var i 2006, hvor min tekst Perlesnoren blev udgivet på CD'en Postkort fra livet. Da kaldte jeg mig Mælkebøtten. Teksten er så personlig, at jeg af hensyn til mine forældre ikke ville udgive under eget navn.
Kort tid efter brød vi dog kontakten og jeg fortrød, at jeg havde udgivet under pseudonym.

Siden da har jeg udgivet alt i eget navn. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved  ikke at have modet til at stå ved det man siger og skriver. På visse blogs og i diverse debatter kan man opleve mennesker sige de grusomste ting om deres næste, men feje hunde er de, for de har ikke modet til at gøre det under eget navn. Fægt med åben pande, eller lad være med at fægte!

Ja, man kommer jo helt til at tænke på Holger Danske, der ikke er 'en formummet skjælm' - Men når du så fægter sådan rent litterært, hvilken bog synes du så selv er din bedste til dato?

Min roman Livet i landet Grotesk er min bedste til dato. Det er den pga sin ærlighed, sin hudløshed, sin skildring af et liv, som ellers ingen ville skildre. Den er den bedste, fordi den forsvarer det lille barn, som blev underkuet og forsømt både af dets forældre, af skolekammerater og af lærere, der burde have grebet ind.

Min bedste tekst er Perlesnoren. Den er så koncentreret og ren. Der er intet overflødigt og selv om det er mange år siden jeg skrev den, har jeg efter min egen mening ikke overgået den.

Faktisk er jeg også ret glad for min novellesamling Niagara kalder, som jeg udgav på Saxo selvudgiver i slutningen af 2011.

Men er der så en bog, du synes er den ringeste?

Min roman Livet i landet Grotesk er også den ringeste. Den var det første større værk jeg skrev og bærer præg af manglende håndværksmæssig kunnen. Historien er god, men havde fortjent en bedre skæbne end at blive skrevet af en uerfaren forfatter, der ikke magtede begrænsningens kunst.

Har din skrivestil ændret sig over tid?

Om selve min stil har ændret sig ved jeg ikke. At jeg rent teknisk er blevet bedre er jeg ikke i tvivl om. Når jeg læser mine gamle tekster, kan jeg se ting jeg ville gøre anderledes i dag. Jeg tror jeg er blevet bedre til at skære ind til benet.

I interviewet med Finn Wilkens kom vi lidt ind på det med, at skriveriet forandrer os, fordi vi lægger noget af os selv i arbejdet med teksten. Tænker du at dit forfatterskab har ændret dig som menneske?

Efter jeg skrev Livet i landet Grotesk har jeg lært, at man nogle gange kan være nødt til at gøre noget selvom det har store konsekvenser. Jeg har lært mig selv bedre at kende, er måske blevet bedre til at sætte grænser. For få år siden, da jeg startede med at udgive havde jeg en masse drømme. Jeg må nok indrømme, at de ikke rigtigt er gået i opfyldelse. Det hersens forfatterskab er ikke noget man bygger på en dag. Mine drømme og forventninger er nok blevet lidt mere realistiske. Jeg har dog stadig håbet, om at kunne skrive noget, der betyder noget for andre mennesker.

Hvad er det mest vovede, du nogensinde har gjort i dit forfatterskab?

Det mest vovede var vel, at jeg overhovedet skrev Livet i landet Grotesk og dermed kastede lys på det, som jeg havde med i rygsækken. Det var en svær proces og jeg måtte i perioder lægge skrivearbejdet fra mig, fordi det var for hårdt at rode op i alt det gamle skidt. Når man skriver så ærlig en bog, risikerer man en masse. Man risikerer at miste og det har jeg da også gjort, men jeg kunne ikke lade være med at skrive den. På en måde tænker jeg, at den lille pige jeg endelig lod komme til orde, ikke kun var mig selv, men også andre børn, der er blevet omsorgssvigtet.

Og hvad er det mest vovede du nogensinde har gjort i virkeligheden?

Det er et svært spørgsmål. Jeg har nok aldrig været særligt modig. Nogle vil måske mene, at det var modigt at springe ud som lesbisk som 14-årig i en landsby og en tid, hvor den slags i allerhøjeste grad var ugleset.

Jeg vil også nævne, at jeg som ganske ung valgte at blive vegetar, fordi det ganske enkelt føles mest rigtigt for mig at leve uden at spise dyr, men da jeg er vokset op i en familie på landet, hvor det at slagte gris, stange ål og skyde harer, var en naturlig del af hverdagen, var det ikke noget der var megen forståelse for.

I nyere tid kan nævnes mit spring ud i et nyt liv efter at jeg havde været i et temmelig problematisk forhold i 15 år. Men ellers kunne det være, at jeg tog helt alene til San Francisco i 2001. Ja, det lyder sikkert mærkeligt i manges ører, men jeg havde aldrig været ude at flyve før og min sociale angst gjorde det til et vovestykke af format at gebærde mig gennem lufthavne osv. Kærligheden drev mig. Jeg havde to år tidligere mødt Maja og nu havde hun altså været i Canada og Californien i et par måneder. Jeg overvandt mig selv og det blev et eventyr jeg aldrig glemmer.

Er der noget i dit forfatterskab, du gerne vil prøve kræfter med? Noget, du synes mangler?

Der er meget jeg mangler, for jeg har masser af ideer, men er nok ikke altid lige god til at holde fast i dem og føre dem ud i livet. Det er vigtigt for mig at fortælle historier, der ellers ikke bliver fortalt. Det fornægtes i dag, at mennesker kan rammes uforskyldt. Tidens mantra er, at du er din egen lykkes smed, og det er man da også i høj grad, men ikke helt og aldeles. Nogle gange bliver mennesker bare ramt hårdt og uretfærdigt, eller vokser op under kår, der får dem til at dø indvendigt inden de nogensinde kommer i gang med at leve.

Rent skriveteknisk vil jeg gerne være bedre til at sortere. Mine tekster skal stå lysende klart uden et eneste overflødigt ord.

Er du nogensinde blevet sammenlignet med andre forfattere?

Nej, det er ikke sket for mig, at jeg er blevet sammenlignet med andre forfattere, men jeg vil dog også helst bare være mig selv, altså ikke en efterligning, men den eneste ene Laila Ammitsbøl.

Hvad er din yndlingsbog? Hvad er det ved lige præcis dén bog, der tiltaler dig?

Min yndlingsbog er en bog, der af mange forfattere, anmeldere, litteraturkritikere og den slags ikke bliver regnet for noget, men for mig er den balsam for sjælen og er blevet hevet ned fra hylden mange gange i årenes løb.

Det er Tove Ditlevsens samlede digte.
Jeg beundrer Tove Ditlevsen og har gjort det siden jeg var teenager. Hun kunne skrive om det som er alment og banalt, og dog gøre det til noget særligt. Hun kunne skære virkeligheden ud så skarpt, at den står og dirrer i rummet foran læseren.

For mange år siden var jeg med i en lyrikgruppe, ja faktisk er det 30 år siden. I denne gruppe var der en kvinde, der havde fået udgivet en digtsamling, så hun var lidt ”finere” end os andre. Da vi en dag talte om yndlingsforfattere og jeg nævnte Tove Ditlevsen, sagde denne kvinde: ”Det stadie må du se at komme over!”

Ak, hvilket hovmod! Hvilken højrøvethed! Jeg er heldigvis aldrig kommet over dette stadie. Hvis det gør mig mindre fin end Rifbjerg-beundrere så er der ikke noget at gøre ved det.

Derudover vil jeg nævne en bog, der er så stærk, så grusom, så realistisk og så velskrevet, at det gjorde ondt at læse den. Det er romanen Gud kommer kun til Afghanistan for at græde. Forfatteren hedder Siba Shakib.

Hvad er så den værste bog, du nogensinde har læst?

Den absolut værste bog jeg nogensinde har læst, er Forbudt kærlighed af Bjarne Hatting. Jeg lånte romanen på biblioteket og glædede mig til at læse den, men den var en fæl skuffelse. 

Forfatteren virker ikke som om han overhovedet har brugt tid på at sætte sig ind i, hvordan en muslimsk pige, der bryder med sin families forventninger har det.

Bogen handler om et lesbisk forhold og forfatteren har valgt at indlægge flere sexscener. Som lesbisk må jeg sige at disse beskrivelser virker totalt urealistiske. Det lyser langt væk af at være en mands fantasi om to piger og har intet med virkeligheden at gøre.

De to unge kvinders store og meget hurtige succes karrieremæssigt virker også meget urealistisk på mig. Nok den mest overfladiske og utroværdige roman jeg nogensinde har læst.
Er der en bog, som du tænker aldrig nogensinde burde være blevet udgivet?

Verden havde efter min mening været et bedre sted uden Bibelen, Koranen og Mein kampf.

Se, det er jo lidt sjovt, at jeg nu har haft to forfatterinterviews på min blog og begge nævner Bibelen som en bog, der ikke burde være udgivet. Det lidt sjove er, at jeg selv har den kristne tro som en meget vigtig del af min tilværelse. Når du nu mener, verden ville have været bedre uden Bibelen, er det så en holdning, der får dig til at se anderledes på mig som kristen?

Nej, selvfølgelig ser jeg ikke anderledes på dig, fordi du er kristen. Den enkelte kristne eller enkelte muslim eller Sai Baba tilhænger kan jo være et godt og venligt menneske.
Det der gør mig vred er når diverse trosretninger bruges til at hamre medmennesket i hovedet med.


Ja, det har du ret i. Alt for meget ondt er gennem tiden sket i en eller anden guds navn, som på den måde er blevet misbrugt og det interessante er jo, at det slet ikke er det, der er det grundlæggende budskab i hverken kristendom eller islam. Men nu til noget helt andet: Hvis du havde frit valg på alle hylder, er der så en forfatter, som du gerne ville skrive en bog sammen med?

Nej, nej og atter nej! Jeg nærer ikke noget ønske om at skrive en bog sammen med nogen som helst forfatter. Jeg har aldrig været god til gruppearbejde. Det er godt for de som kan det, men min hjerne går i stå, når den ikke kan få lov at arbejde i fred.
For mange kokke fordærver maden og intet er så personligt som at skrive. Det kan man ikke gøre sammen med andre. Jeg kan i hvert fald ikke!

Her til sidst giver jeg gerne plads til at få luftet lidt ud, så hvis du har et par vise ord, så har du chancen nu...

Danmark er ved at ende som New Zealand, der i løbet af få år afviklede et velfungerende velfærdssystem og derved kastede en stor del af befolkningen ud i fattigdom. Foragten for mennesker der af en eller anden grund ikke kan forsørge sig selv bliver bare større og større. Jeg ville ønske vi kunne nå at stoppe i tide, men liberalismens karrusel er vist desværre løbet løbsk. Jeg frygter at Danmark er ved at udvikle sig til et sted, hvor mennesker kan gå til i fattigdom, sygdom og nød uden at der findes et sikkerhedsnet til at gribe dem.

Og så det sidste spørgsmål: hvad har du gang i af projekter lige nu?

Mine ideer vil jeg ikke afsløre, men jeg kan dog sige, at jeg skriver på fire meget forskellige bøger i øjeblikket. Om nogle af dem bliver til noget, må fremtiden vise.

Og så er der mulighed for at kommentere hvad som helst, du har lyst til:

Som selvudgiver skal man se sig godt for. Jeg har selv brændt fingrene et par gange, men heldigvis er der i dag mange flere muligheder for en selvudgiver, end der var da jeg udgav mine to første bøger i 2008.

Find Laila Ammitsbøl her:

Hjemmeside

Blog:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."