Hvordan finder man balancen mellem arbejde og familie?

Vi, dvs. alle os, som er forældre, vi vil jo gerne kunne tjene til livets ophold for vores familie. Men samtidig vil vi jo også gerne have tid sammen med familien.


De to går ikke automatisk op i en højere enhed og kan endda være modstridende. Her i Danmark har vi siden 60'erne med lynets hast bevæget os mod et samfund, hvor det ypiske billede er, at begge forældre arbejder fuld tid.


Personligt er jeg ikke sikker på, det er en ret god idé. Hvis begge forældre er udearbejdende 37 timer om ugen, vil børnene under alle omstændigheder være dem, der betaler den højeste pris. Bare tænk på, at hvis begge forældre arbejder fuld tid, så er ungerne jo i institution mere end 37 timer om ugen, for det tager jo lidt tid, før vi kan få dem hentet.


Nu ved jeg jo godt, at den slags altid har både fordele og ulemper, uanset hvordan vi vælger at indrette vores familieliv - og indlægget her skal da heller ikke handle om kvindefrigørelse. Faktisk mener jeg, at det lige så godt kan være far, der har børnene derhjemme, mens mor arbejder fuld tid, som det kan være omvendt. Det kommer jo alt sammen an på mor og far og den måde, de hver især fungerer på.


Og så er det jo langt fra alle familier, der kan klare sig med blot én indtægt. Vores samfund, med lønninger, skattetryk og prisniveau, er trods alt baseret på en familiestruktur med begge forældre som udearbejdende.


Så selv om jeg har mine tvivl om fornuften i den struktur, så må jeg bare erkende, at der faktisk ikke er så meget at gøre ved det. Begge forældre arbejder nu engang ude og for de fleste familiers vedkommende har begge forældre fuld tid. Så hvad kan vi gøre ved det i stedet?


Eller med andre ord: hvordan finder vi en god balance mellem arbejdsliv og familieliv?


Tjah... det er jo ikke så let at svare på... men det skal det nok heller ikke være... Jeg tvivler i hvert fald stærkt på, at der findes et klart og tydeligt svar, der gælder for alle.


Alligevel tror jeg, der er en metode at gribe det an på. Metoden er ikke en trinvis guide til det perfekte familieliv, men skal mere betragtes som en slags grundtanke at arbejde med problemet ud fra. 


At finde den rette balance vil jeg sammenligne med en rejse gennem ukendt land. Et ukendt land, som intet menneske har betrådt før og som man derfor hverken kan google eller finde et kort over. Her er der ingen slagen vej, ingen skilte og ingen turistinformation at søge hjælp hos.


Men selv i ukendt land kan man finde vej. Det gør man ved hjælp af værktøjer, der ganske vist ikke kan fortælle dig, hvor du er på vej hen, men som dog alligevel kan fortælle dig, hvor du er og i hvilken retning, du bevæger dig.


I Middelalderen brugte skibene stjernerne og en sekstant til at navigere med og senere opfandt man kompasset. Begge disse værktøjer fortæller lige præcis dét, man er nødt til at vide for at kunne finde vej gennem det ukendte. De fortæller dig, hvor du er og hvilken retning, du bevæger dig i. Det sidste, du så skal bruge, er dine øjne, så du kan se, om det overhovedet er muligt at fortsætte i den nuværende retning eller om der er klipper eller koralrev, der står i vejen for dig og du så er nødt til at sejle uden om.


På samme måde findes der et værktøj, som kan bruges til at finde vej i livet. Der findes helt sikkert flere, men jeg vil præsentere dig for dette simple værktøj, som ganske enkelt består af følgende tre elementer:


#1: Mod
#2: Accept
#3: Visdom


Mod er det grundlæggende for enhver forandring. Hvis du ikke har modet til at begive dig ind i ukendt land, er der ingen grund til at læse videre i indlægget her, for så kan du ikke bruge de to andre elementer til noget som helst. Uden mod til forandring vil du blive, hvor du er.


Accept handler både om at acceptere hinanden med de styrker og svagheder, vi hver især har, men det handler også om accepten af, at der ER visse ting, vi ikke kan ændre på. Og de ting kan det jo ikke betale sig at bruge en masse krudt på.


Jeg oplever, at netop her findes en væsentlig grund til at mange børnefamilier går ned med flaget og at par bliver skilt. Ganske enkelt, fordi vi bruger så meget energi på alt det, vi alligevel ikke kan gøre noget ved og så er der ingenting tilbage til at forandre det, vi rent faktisk kan gøre noget ved.


Og endelig er der visdom, som slet og ret handler om at kunne kende forskel på det, vi kan gøre noget ved og det, vi ikke kan gøre noget ved.


Grundlæggeren af munkeordenen Fransiskanerne, Frans af Assisse, udtrykker det i en bøn. Måske har du hørt den før. Den lyder nogenlunde sådan her:

Herre, giv mig mod til at ændre det, jeg kan, tålmodighed til at acceptere det, jeg ikke kan ændre og visdom til at kunne kende forskel.

I forsøget på at balancere mellem arbejdsliv og familieliv tror jeg fuldt og fast på, at vi må revidere vores tilværelse med jævne mellemrum.


Lige nu arbejder jeg f.eks. på nathold. Jeg sover, når jeg kommer hjem omkring kl. 6 om morgenen og er så klar til at tage imod ungerne, når de kommer hjem fra skole og SFO. Det er et dejligt privilegium!


Ulemperne er bl.a. at det slet ikke er sundt at arbejde om natten. Det er vi mennesker slet ikke skabt til. Vi er dagsvæsener og undersøgelser viser, at vi endda kan blive syge af natarbejde.

Men når jeg arbejder på nathold får vi jo en højere indtægt og så må vi spørge os selv, om ulemperne ved nathold er pengene værd? Eller om det måske ville være bedre, hvis jeg arbejdede om dagen for en lavere løn?


Og hvad med min kone? Er det bedst, hvis hun arbejder som SFO-leder med de ekstra kontortimer, det koster? Eller var det bedre, om hun gik ned i tid og dermed også ned i løn?


Eller hvad med balanceforholdet mellem os? Er det bedst, hvis jeg arbejder mest eller er det bedst, hvis hun arbejder mest?


Når vi stiller os selv den slags spørgsmål, får vi en god mulighed for at kigge vores tilværelse efter i sømmene. Måske er der andre muligheder, som vi ikke havde opdaget, hvis vi ikke fokuserede på det?


Men selv med fokus på den slags spørgsmål, er det stadig modet til at forandre, kombineret med visdommen til at kunne kende forskel på det, vi kan forandre og det, vi ikke kan forandre, der er nøglen. Har vi ikke modet, binder vi os fast til den struktur, vi har lige nu og  uden visdommen til at se bort fra det, vi ikke kan gøre noget ved, tømmer vi os selv og hinandne for energien til at gøre noget ved det, vi kan forandre.


Tilbage er kun at prøve sig frem. I nogle perioder er den ene løsning bedst og i andre må vi gribe til en anden løsning. Vores børn bliver ældre, vi bliver selv ældre (ja, det kan ikke nytte noget at benægte det, for det gør vi altså!) nye muligheder opstår, mens andre muligheder forsvinder osv. og så må vi følge med...

Har du modet til at give dit liv og din families liv en opdatering?

Kan du forandre balancen?

Har du visdom til at kende forskel?