mandag den 4. marts 2013

Skal dit barn i skole på lørdag?

I mit seneste indlæg om konflikten mellem Lærerne og Kommunerne skrev jeg, at KL havde interesse i at optrappe konflikten, fordi slutresultatet formentlig vil ligge meget tæt op af deres oprindelige krav.

Jeg skrev også, at vi som forældre og som nation på den måde bliver taget som gidsler, blot for at KL kan få det, som de gerne vil have det.

Men én ting kom jeg ikke ind på: hvordan skal skolerne løse den timepukkel, der vil opstå som følge af KL´s lockout? Sagen er jo, at vi i Danmark har krav på undervisning og det betyder, at hvis skolerne er nødt til at holde lukket i en periode, så skal de skoletimer falde på et andet tidspunkt. Og jo flere timer, der mangler, jo sværere vil det selvfølgelig blive at indhente dem.

Hvis skolerne må holde lukket i blot 14 dage, så hobes der jo to ugers timer op, som skal gennemføres på et andet tidspunkt og det betyder, at der kun er to muligheder: enten skal feriedage inddrages (vel at mærke feriedage, som hverken børnene eller vi som forældre har fået gavn af under KL´s lockout - vi har derimod skullet løse problemet ved at sende ungerne hen til deres bedsteforældre, hvis det da overhovedet har været muligt) eller også skal timerne lægges på tidspunkter, hvor der normalt ikke er undervisning.

Hvornår skal det så være?

Tjah, ifølge skolelederne kan det blive nødvendigt at åbne skolen om lørdagen. Og hvis vi så stadig taler om 2 ugers lukning, så vil det vel betyde lørdagsundervisning i 10 uger?

Skal dit barn sendes i skole 10 lørdage inden sommerferien?
Eller skal skolerne inddrage 14 dage af vores sommerferie?

Det bliver mildt sagt spændende at følge udviklingen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din kommentar! Det er altid en glæde at få respons!

Hvis du har kommenteret som anonym, kan du altid vende tilbage til indlægget og se, om der er blevet svaret på din kommentar.

Har du derimod identificeret dig selv, f.eks. som registreret bruger eller med din Googlekonto, kan du vælge at få tilsendt besked ved at sætte vinge ved boksen "Underret mig."