Den knap så pinlige tavshed...

Forleden sad jeg på en terrasse og nød forårssolen sammen med en god ven.

Det var en sand hyggestund, som vores koner havde foræret os, da de tog alle børnene med sig på en fælles udflugt. Det var vist noget med et cirkus...

Så sad vi der og nød det. Vi nød stilheden. Friheden. Rummeligheden. Den fordomsfri samtale. Nåh, ja, og så nød vi også hvidvinen. Vi delte en flaske... to gange...

Den dag nåede vi ind til kernen af vores venskab, ind gennem det, jeg vil kalde tillidspunktet, dvs. det sted i relationen mellem mennesker, hvor tilliden har vokset sig stor nok til at danne et fundament for tryghed og åbenhed.

I de fleste relationer tager det ret lang tid at nå dertil, for det normale er, at vi mennesker kommunikerer utydeligt. Det vi siger, det vi mener og det vi tror, vi mener er ofte ikke samstemmende.

Derfor må vi først tage os tid til at lære hinanden at kende. For kun på den måde kan vi begynde at få en forståelse af, hvad den anden i virkeligheden tænker og hvad der trigger den anden. Og så kan vi måske føle tryghed nok til at åbne op for posen.

Det er det normale... at man må lære at afkode hinanden...

Men nu er jeg jo ikke normal - ikke på det her område i hvert fald. Jeg siger ikke altid, hvad jeg mener, men jeg mener altid, hvad jeg siger (eller tror, jeg mener, men det kan jeg måske uddybe i et andet indlæg...)

Min ven og jeg er meget forskellige, men på dét punkt er vi ret ens. Vi er ikke til banaliteter og ligegyldigheder. Jovist, small talk skal der være plads til og det skal man helst kunne mestre. Min ven og jeg hører jo til mindretallet her.

Men for os er small talk og snak om vind og andet tom luft kun en indledende manøvre for ligesom at tale sig ind på hinanden. Som om mundtøjet har brug for opvarmning, så man reducerer risikoen for at brække tungen eller knække en tand.

Small talk ligger altså ikke naturligt til mig. Det er noget tillært...

Så når jeg møder en ligesindet på det felt, glæder jeg mig over, at vi kan komme hurtigt videre. Her slipper jeg for overdreven snak om ingenting på tyve forskellige måder, inden vi når tillidspunktet.

At nå til det punkt er en fantastisk og inspirerende oplevelse - og fordi det ikke sker så tit, kommer det også som en overraskelse, hvor jeg lige skal tune ind på det.

Det mest tydelige tegn på, at vi har nået dette vidunderlige punkt, hvor vi skal et spadestik dybere, er stilhed. En stilhed, der har en helt speciel magi, fordi den kommer af, at begge parter er løbet tør for ajourspørgsmål og høflige fraser.
   Så er der ikke mere pligt, vi skal leve op til. Nu kan vi finde spaden frem og gå ned i de dybere lag.

Denne stilhed bliver ofte betegnet som "pinlig tavshed," men i virkeligheden er det jo kun pinligt, hvis man ikke véd, hvad man skal stille op med den.

Hvis man derimod forstår, at stilheden ganske enkelt er udtryk for, at alt det mindre vigtige er ryddet af vejen og at der nu er skabt plads til det vigtige, kan man få rigtig meget godt ud af det. Så er det bare at læne sig tilbage, nyde stilheden og lade tankerne flyde frit.

For når tankerne flyder frit, kommer man i berøring med sit inderste væsen og hvis man er tryg ved hele situationen og ikke mindst tryg ved samværet, så kan man åbne op for posen og sætte ord på sine tanker, bekymringer og udfordringer.

Hvad min ven og jeg talte om, vil jeg ikke afsløre, for det er i sagens natur temmelig privat, men jeg vil gerne give opfordringen - eller udfordringen, om du vil - videre til andre: nyd dog muligheden for at tale om det, der ligger dybere og brug stilheden til at få sat ord på dine tanker og bekymringer.

Når du sidder sammen med en god ven, som du jo selv har valgt og som du derfor også må have en grundliggende tillid til, så kunne det jo være, at han havde et vigtigt input til dig... og du til ham...